• I dag torsdag d. 16. marts udsendes 2. single fra det kommende Olesen-album ‘Blues og salmer’. Det er sangen ‘Solskin i den blå stue’, hvor Peter H. Olesen har skrevet teksten og Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond melodien.

    Singlen kan streames og købes digitalt de sædvanlige steder – og videoen til sangen kan ses på youtube.com

    ‘Bleus & salmer’ udsendes om to uger, torsdag d. 30. marts, på cd, lp og digitalt.

  • En længere, let sludrende fortælling om vejen til Olesens album ‘Blues & salmer’

    Peter H. Olesen fortæller: ‘Selv et solo-album laver man ikke alene. Og selvom mit solo-album er indspillet på bare tre dage med efterfølgende tre dages miksning (som jeg lykkeligt og tillidsfuldt blandede mig udenom), så har mit debutalbum i eget navn været længe undervejs.

    Det sidste først: Da min bror Henrik Olesen og jeg i 2007 udsendte dobbelt-albummet ‘Kain & Abel’ var det Olesen-Olesens svanesang. Det vidste vi ikke umiddelbart dengang, men de efterfølgende problemer med at arrangere en fælles turné åbenbarede for os, at nu var det slut med at arbejde sammen. Ikke flere fælles glæder, men heller ikke flere mundhuggerier, diskussioneer og ja, skænderier. Nu stod jeg på egne ben, og idéen om at lave et solo-album begyndte vel langsomt at forme sig i tankerne. Jeg spurgte Michael Lund fra Olesen-Olesens backingband Orkestret, om han ikke kunne tænke sig at spille lidt guitar sammen med mig. Jeg har med mellemrum spillet guitar, siden jeg som 12-årig opgav fodbolden, men jeg var mildest talt lidt rusten. Jeg begyndte også at skrive nogle melodier til mine sangtekster og kunne efterhånden se et soloalbum foran mig. Igen i tankerne. En dengang ny bekendt, Stig  – alias CS Nielsen – spurgte Michael og mig, om vi ikke ville spille en dobbeltkoncert med ham i Art & Color i Oehlenschlægersgade på Vesterbro i København. Og selvom jeg spillede ad helvede den aften og ikke kunne hverken huske eller læse min tekster pga. mørket i lokalet, blev det efterfølgende til flere koncerter. Både dobbeltkoncerter med Stig, men også koncerter, hvor Michael og jeg bare optrådte under vores respektive navne. Jeg tænkte stadig på mit solo-album og bad derfor både Stig, Michael og Mads Mouritz om at skrive nogle melodier til mine tekster. Mads havde jeg kendt, siden han blev koblet på Olesen-Olesens sidste tur – omkring 2005-2006 – som support. Mads sang dengang stadig på engelsk, men efter at han mødte digteren Lone Hørslev backstage efter en Olesen-Olesen-koncert i Pumpehuset  – vistnok vores sidste koncert – hvor han havde varmet op sammen med makkeren Jacob Funch, så begyndte de to at arbejde sammen: Lone skrev (gode) danske tekster til Mads’ (gode) melodier, og sådan begyndte Mouritz/Hørslev Projektet. Nå, men nogle år senere skrev jeg nogle tekster til Mads, som han brugte i det, han endte med at kalde Mads Mouritz & Hælerne. De udsendte i 2012 en digital ep på Melodika med fem sange, han og jeg havde skrevet sammen.

    Okay, det var mit solo-album, jeg kom fra. Jeg havde efterhånden samlet sange nok til et album, men det gik op for mig, at jeg i stedet for at gå solo var gået ind i endnu en duo, denne gang med Michael Lund, som var skiftet fra lap steel guitar og dobro til akustisk guitar og desuden var begyndt at skrive melodier, og det var han god til. Vi endte med at kalde os De efterladte, opkaldt efter et recitationsnummer fra Kain & Abel-albummet, som hedder ’Til de efterladte’, det første nummer Michael og jeg skrev sammen. 

    Og hvem er det så, jeg har lavet ‘Blues & salmer’-solo-albummet sammen med. Ja, først og fremmest er det Mads Mouritz, som jeg har skrevet de fleste af sangene sammen med. Fra tid til anden har jeg de senere år, sendte ham via Messenger en tekst eller to, og han har så skrevet nogle fine, melodiøse melodier til. Siden 2011 har Mads og jeg vel skrevet to snese sange sammen, både til De efterladtes debutalbum ‘Tradtionen utro’ (2011) og som nævnt til Mads Mouritz og Hælerne, både deres ep, men også endnu ikke indspillede sange. Efterhånden blev ideen om et solo-album genoplivet, det skulle være akustisk, ja det skulle endda være viser! ‘Nye danske viser’ var et begreb, jeg forgæves og gennem mange år havde forsøgt at sælge til både min bror og sidenhen til Michael. Mads blev ikke bange for ‘vise’-referencen. Han og jeg havde tidligere spillet et par trio-koncerter sammen med vores gode kollega Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond. Kristoffer er udover at være en god sangskriver også en fænomenal guitarist, så selvfølgelig skulle han involveres. Jeg mødte Kristoffer første gang, da Per Kristensen og jeg for snart en del år siden arrangerede en hyldestkoncert til CV Jørgensen i Musikcafén  i anledning af CVs 60 års dag (Ja, det var dengang, man syntes, at 60 år var meget). Under corona-nedlukningen havde Kristoffer lavet Mellemblond-albummet ‘Solregn’, hvor han sammen med kontrabassisten og cellisten Nils Bo Davidsen fortolkede egne sange fra bagkataloget i et akustisk regi. Det var derfor oplagt, syntes både Mads og jeg, også at invitere Nils Bo til at spille med. 

    Det var så meningen, at det famøse, forsinkede solo-album skulle indspilles, så det selvfejrende kunne udsendes på min 60 års dag i september sidste år, men sådan blev det ikke. Både Mads og Kristoffer havde – og har – naturligt nok også travlt med deres eget. Men vi fik da øvet to og en halv gang, dog uden Nils Bo, og så gik vi endelig i studiet nede på Møn. Mads og jeg var hurtigt blevet enige om, at vi ville bruge John Fomsgaard som tekniker. John kender jeg som en fremragende live-lydmand, for fx Mouritz/Hørslev men også mange, mange andre – og da han tillige er ungdomskammerat med Mads, lå det lige for at spørge ham. Og John var frisk og fandt frem til et ellers nedlagt studie nede på Møn. 

    Vi mødtes en onsdag i oktober og tog glade og selvtilfredse hjem igen fredag eftermiddag med 11 indspillede sange i kassen. Sange, som John og Mads, efterfølgende miksede i Johns nye studie, også på Møn. Det var en ubesværet og inspireret indspilningssession, og det kan høres. Få takes, endnu færre overdubs. Musikerne spiller, som havde de spillet sammen det meste af deres liv. Og lyden er fremragende; akustisk og nærværende. Sikke nogle gode folk at arbejde sammen med!

    Nogenlunde sådan gik det til.’


  • Torsdag d. 30. marts udsendes ‘Bues & salmer’, debutalbummet med Olesen – alias Peter H. Olesen. Samme aften spiller han en såkaldt releasekoncert i Musikcaféen i Huset sammen med de tre musikere fra albummet, Nils Bo Davidsen, Kristoffer Munck Mortensen og Mads Mouritz.

    Hele den foreløbige turplan kan ses her >

  • I

    Onsdag d. 1. februar udsendes ‘Nattens sang’, første single fra det kommende Olesen-album ‘Blues & salmer’.

    Sangen kan høres på Spotify, Apple Music eller hvor du normalt lytter til musik.

    ‘Nattens sang’ med tekst af Peter H. Olesen og musik af Mads Mouritz, som begge medvirker på numret på henholdsvis sang og akustisk guitar og kor. Herudover medvirker Kristoffer Munck Mortensen (akustisk guitar) og Nils Bo Davisen (cello og flygel).

    På Youtube finder du to versioner af sangen: Den ene med blot selve sangen, den anden med levende billeder filmet og redigeret af Jonas Hollerup Helle her >

  • Om en uges tid, onsdag d. 1. februar, udsendes første single fra Olesens album ‘Blues & salmer’.
    ‘Nattens sang’, der er skrevet af Peter H. Olesen (tekst) og Mads Mouritz (melodi) kan høres på din foretrukne digitale tjeneste.

    ‘Blues & salmer’-albummet udkommer 30. marts.

  • I forbindelse med udgivelsen af solo-albummet ‘Blues & salmer’, tager Olesen – alias Peter H. Olesen – og hans tre medmusikere, Nils Bo Davidsen (cello og kontrabas), Kristoffer Munck Mortensen (akustisk guitar og mandolin) og Mads Mouritz (akustisk guitar og banjoguitar) på en mindre turné, hvor de udover sangene fra albummet også vil spille fortolkninger af udvalgte sange fra Olesens efterhånden omfattende bagkatalog.

    Her er de første offentliggjorte koncerter:

    Torsdag d. 30/3:
    Musikcaféen, Huset, København K – Releasekoncert som kvartet. Support: FYR
    Torsdag d. 13/4:

    Huset, Aalborg – Som kvartet. Dobbeltkoncert med Mouritz & Funch
    Fredag d. 14/4:

    Privatkoncert – Olesen solo
    Torsdag d. 27/4:

    Herfølge Bibliotek – Olesen solo
    Lørdag d. 13/5:

    Frederiksberg Country Club – Kvartet. Dobbeltkoncert med Work Music For Poets (Handberg og Sundh)


    Ret til ændringer forbeholdes. Flere koncerter følger!

  • I 2023 har Melodika planlagt at udgive fire bøger. I kan glæde jer til en ny , pænt omfangsrig – og pænt overvældende – digtsamling af Birgitte Krogsbøll og nye coole prosabøger af Jeppe Krogsgaard Christensen og Sternberg. Desuden forventer Melodika at udgive en lille roman af forlagets redaktør, Peter H. Olesen.

    Der kan endnu ikke sættes datoer på udgivelserne. Herom senere.

    Og nej, forlaget modtager stadig ikke uopfordrede manuskripter. Tiden er knap og økonomien lille og spinkel.

    Godt nytår!

  • Under navnet Olesen udsender Peter H. Olesen i slutningen af marts 2023 sit første solo-album, ‘Blues & salmer’.

    Peter siger: ‘Jeg har i mange år haft lyst til at udgive et akustisk album, med hvad jeg har vovet at kalde for ‘nye danske viser’ og forsøgt at sælge idéen til et par af de komponister, jeg har arbejdet sammen med, både min bror Henrik i Olesen-Olesen og min makker Michael Lund i De efterladte, men min gode kollega Mads Mouritz (Mouritz/Hørslev Projektet) var den eneste, som bed på og helt forstod, hvor det var, jeg ville hen. Mads og jeg har gennem de senere år skrevet mere end to håndfulde sange og sammen med vores sangskriverkollega, mesterguitaristen Kristoffer Munck Mortensen (Mellemblond) og den fænomenale jazz-bassist Nils Bo Davidsen har vi nu realiseret min gamle drøm. Vi mødtes i efteråret 2022 og indspillede live i studiet langt ude på landet en samling nærværende, poetiske og pænt ramsaltede akustiske blues-, folk- og visesange med akustiske guitarer, banjo, mandolin, kontrabas, cello og flygel – og kun meget få overdubs.’

    Allerede 1. februar udsendes første digitale single fra albummet. ‘Nattens sang’.

    Peter og hans medmusikere tager i forbindelse med udgivelsen af albummet på en mindre turné, hvor de udover sangene fra albummet også vil spille fortolkninger af udvalgte sange fra Olesens efterhånden omfatende bagkatalog. Datoer følger.

    Peter har en stort ønske om at udgive ‘Blues & salmer’ på vinyl og derfor lanceres 1. januar en crowdfunding, læs mere her >

  • Der er netop lagt en række nye papirarbejder af Peter H. Olesen op i Melodikas netkiosk.

    Alle værkerne er i A4-format og koster 800 kr. inkl. porto og forsendelse.

    Gå ind i butikken her >

  • I øjeblikket kan fem af Peter H. Olesens bøger købes med klækkelig rabat i Melodikas netkiosk.
    Bøgerne sælges med 20 procents rabat og tilbudet gælder til og med 24. december 2022.

    Gå ind i kiosken her >