“Det vil være forkert at påstå, at jeg på mit ‘Blues & salmer’-album omfavner traditionen. Man kan måske nærmere sige, at jeg prøver kræfter med traditionen. Med den musik, der blev skabt før rockmusikken, som jo ellers har været mit udgangspunkt, siden jeg begyndte at spille og skrive musik. Van Morrison har for år tilbage sunget om ‘the days before rock’n’roll’, det er han gammel nok til at huske. Men rockmusikken har altid været der i mit liv (omend jeg de første år mest lyttede til – og sang med på – børnesange og dansktop-slagere, dét har også haft en betydning!). I de første vilde ungdomsår i begyndelsen af firserne spillede vi en art hjemmelavet musik inspireret af de nye strømninger fra England og USA, det man sidenhen har kaldt postpunk, og som dengang her i landet benævntes nyrock. Det var en støjende, kontrær musik, men for det meste også med en lilllebitte dråbe melankolsk melodiøsitet. Inden jeg tog de dengang nødvendige skyklapper på og dermed forkastede al anden musik, der var skabt i menneskehedens historie and beyond, havde der dog heldigvis været nogle år hvor jeg med det lokale musikbiblioteks hjælp udforskede nærmest alt: akustisk blues, jazz, folk, minimalistisk avantgarde, fusionsrock, prog rock, reggae, dansk beat, protopunk you name it. John Lee Hooker, Charlie Parker, Billie Holiday, John Coltrane, The Chieftains, Steve Reich, Can, Entrance, Buki-Yamaz, Dillinger, Peter Tosh, Linton Kwesi Johnson, Steppeulvene, Rudi, Captain Beefheart & His Magic Band, The Stooges, MC5 osv. osv. Jeg var nysgerrig og åben, i udgangspunkt altædende (selvom en del, indrømmet, blev spyttet ud igen). Dén indstilling til musik er jeg vendt tilbage til som voksen. Sådan er der vel mange , der har det. På et tidspunkt kravler vi ud af ungdommens selvvalgte reservater og forsøger at sanse hele verden. God musik er god musik uanset genre, og oftest er den dårlige musik den bedste, hvis I forstår, hvad jeg mener.’ Into tradition to finde something new’, som jeg selv sang det, dengang jeg stadig skrev sange på engelsk.”

Peter H. Olesen