‘Alle ord lever i et klassesamfund’, som forlaget udkom i november, er netop blevet anmeldt af Tonny Vorm i Kristeligt Dagblad. Han læser bogen godt og skriver bl.a.: ‘Der kan være god grund til at undersøge sproget, for det er noget af det, vi bruger mest, ja, i visse tilfælde misbruger, vil mange nok hævde, men som en sprogprofessor engang fortalte os på universitetet, så findes der ikke regler for sprog, kun retningslinjer. Jeg er ikke sikker på, at alle er enige, men det er et ordsprog, jeg indimellem stadig selv benytter, når jeg falder over sproget.
Et sæt af de mest underholdende retningslinjer, jeg længe er stødt på, er Jeppe Krogsgaard Christensens ”Alle ord lever i et klassesamfund”, der henvender sig til enhver med interesse for emnet. I en let og lyrisk tone renset for enhver belærende klang belyser Krogsgaard Christensen, hvordan ord og tegn nærmest arbejder på at skabe sig plads og retfærdiggøre deres eksistens i et stramt og pulserende hierarki.
En undersøgelse er bogens undertitel, hvilket måske lyder tørt, men det er ikke tilfældet. ”Alle ord lever i et klassesamfund” er båret af underfundige eksempler, der ofte kalder på både smil og tankevirksomhed.
”Alle ord lever i et klassesamfund” er en bog, der beder os tænke over, hvordan vi bruger sproget. For jo, ganske vist er alle ord levende, men hvor meget liv der er i dem, er op til hver enkelt af os. På den måde afspejler ordenes klassesamfund den verden, de eksisterer i …’
‘Alle ord lever i et klassesamfund’ koster 175 kr.
Bogen kan købes i Melodikas netkiosk her
– og porto og forsendelse er gratis