– om ‘Lam fra sproget og nedefter’ – 3. single fra ‘Nygade & Væk’-albummet
Et manifest
(- Til de der affejer sangteksten som nonsens vil jeg foreslå en rask svingom med en rottweiler).
Umiddelbart bare en sjov sang. Den er muligvis sjov, det må den meget gerne være. I det sjove ligger både trodsighed, smerte, overlevelse og muligvis oprør, i hvert fald et fællesskab, for de der vil.
Mundlam. At være mundlam i en grotesk verden, i en virkelighed styret af hårde, dumme drenge, m/k, i alverdens trange skolegårde.
“Lam fra sproget og nedefter” er en antipolitisk sang og måske alligevel en art små-åndssvag kampsang. Til alle, der fik kvast sine hønseringe, drømme og friheden med, til alle der vil.
At være lam fra sproget og nedefter. Og skabe derfra. Som dadaisterne, der nægtede at bruge det samme sprog som generaler og ministre brugte til at lede folket ind i krig, apati og elendighed. Dadaisterne, mine helte, der revolutionerede verden mere end nogen brandtaler eller våbenholder, dadaisterne der skabte et subjektivt sprog, som trods og som modstand, at insistere på livet midt i elendigheden og døden, der skabte egen virkelighed, ved at lade den gængse virkelighed være blot et remedie for det større og det skjulte. At tage sproget og dermed bevidstheden tilbage fra magthavernes narrativ. Dada, skabt i 1919, just efter første verdenskrig, men nok snarere undervejs og deraf.
Jeg har aldrig været til hverken politiske smædesange eller sangere, der vil prædike politik. Der er simpelhen ikke nok liv eller handling at hente deri. Det var der muligvis engang. Det er i hvert fald ikke noget for mig, dertil er jeg for lille og for dum; at tro på, at jeg kan flytte stemmer. Og om jeg kunne, ville disse blot blive flyttet fra en mudderpøl til en mødding, fra et æg til en høne. En visdom i 1:1 er ikke en visdom for mig. Kun linealer er i 1:1, kun det døde kan opmåles, alt andet fortsætter med at ændre sig, gå, bevæge sig. Det konkrete kan vi få i Netto på tilbud og kontinuerligt. Ikke at der er noget galt med det – politiske sange og sangere – og det er fint, at andre skaber disse og ikke vil andet i det flygtige woke-spotlys der følger med, men jeg tænker – måske både naivt og arrogant samtidigt – musik og kunst som hævet over dagens paroler og ideologier, musik og kunst som langt større end nogen just sidderde præsident eller statsmand eller rotte m/k. Musik er til enhver tid hævet over ideologier. Musik og kunst er mere beslægtet med engle og kys og gåture, havet der ruller frem og tilbage mellem landegrænser, skove, alt det skjultes verdenshistorie og med alt det, der raser i menneskesind, end med reklamer, silikonelæber der snakker om beskyttelse af udrydningstruede plastikænder, den elitære egoisme og dem-og-os. Og så dog. Verden er ofte så voldsomt åndssvag, at sproget, det vi er fælles om, holder op med at give mening. Mundlam. Dit eget sprog, din egen virkelighed.
En god sang eller en dårlig sang, for den sags skyld, skal ikke pådutte andre en bestemt holdning, eller belære andre – det er det politik vil, oftest for politikerens egen skyld – men lade lytteren lægge sit eget liv ind i linjerne og tonerne. Det er i hvert fald den prætentiøse ambition. Alt for prætentiøs eller naivt, jeg ved det. At skubbe subjektive engle ud over rampen som modstand til alverdens vedtagne djævle.
Linjerne i “Lam fra sproget og nedefter” er faktuelt skabt ud fra konkrete situationer, men forstørret igennem en selvlysende skovsnegl, det er ikke blot vrøvl, sjov eller plathed. Men situationerne er faktisk sangen uvedkommende. Sangen er i sig selv. Men at opleve koncertgængere bryde ud i spontan fællessang, med denne titel-linje, ‘jeg er lam fra sproget og nedefter’ har givet mig mere håb og glæde og forundring end nogen politiker har gjort nogensinde. “Lam fra sproget og nedefter” er desuden oplagt som kædedans.
Men igen. Sangen er sin egen og ikke et manifest. Glem ovenstående linjer fuldstændig. De findes ikke. Kun du. Sangen er kun for sjov, intet andet, hvis du synes.
Slagger Lund, dec. 2024
m e l o d i k a 