Digtene i Mikael Josephsens nye bog blev skrevet over nogle få uger i den forgangne sommer – og i digterens ellers planlagte sommerferie – og de blev dagligt offentliggjort på forfatterens facebookside, hvor mange læsere, herunder Melodikas forlægger, spændt og begejstret fulgte med og ventede på nyt.

Om skriveprocessen skriver digteren selv i bogens efterord: “Digtene her er skrevet i en raptus over kort tid.  De er indskrevet direkte på Facebook og udgivet der. Der er ikke rettet i dem overhovedet, konceptet var automatskrift.”

De oftest korte digte besynger med både livsglæde, vemod og humor det nære og det evige: det daglige konkrete liv – i dette tilfælde livet set fra en campingvogn i ferielandet – og de store og evige eksistentielle størrelser: liv og død, tro og tvivl.

Det er enkle, letlæste digte, der uden at glemme smerten favner livets skønhed.                                                                          

Mikael Josephsen (f. 1961) har udgivet en række romaner og digtsamlinger. Han undergrundsdebuterede i 1986 med Alkoholine (Skovbostrand). Siden fulgte bl.a. digtsamlingerne Knæk (Gyldendal 2016) og Jeg er farmor (Arabesk, 2018),  romanerne Nedenunder (Gyldendal, 2010) og de andre (Gyldendal, 2021) . Senest udkom De tre første (Brændpunkt, 2023), et samlet genoptryk af digterens tre første officielle digtsamlinger, oprindeligt udgivet på Borgens Forlag: Havet under huden, Pokalhjertet og Hannahs dyrehave.

Josephsen har modtaget flere litterære udmærkelser og priser, såsom Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Forfatterne Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat (2017) og i 2018 Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris. Mikael Josephsen er født og opvokset nord for København men har i mange år boet i Svendborg.

Bogen kan bestilles hjem hos alle boghandlere, men det kan også købes i Melodikas døgnåbne netkiosk.
Gå ind i kiosken her >

Mikael Josephsen
Mit sted
digtsamling / 150 kr. / 44 sider / hæftet

Posted in

Skriv en kommentar